Min oplevelse som skiinstruktør

20 October 2019

Jeg har de seneste to sæsoner arbejdet som skiinstruktør i Østrig. Sidste vinter var jeg i Bad Gastein, hvor jeg havde nogle fantastiske måneder.

Jeg ankom til Bad Gastein mellem jul og nytår, så jeg var klar til at undervise de mange gæster, der ville fejre nytår på ski. Med det samme jeg trådte i skilæreruniformen, følte jeg mig hjemme, og det er fedt, når alle gæsterne ser dig som en lokal skihaj. I nytårsugen bestod mit skihold af de sødeste 4-5-årige fra både Danmark, Tyskland og England, som alle var på ski for første gang. Holdet mestrede hurtigt både pizza og pomfrit, så vi sluttede ugen af med at køre hele vejen ned fra toppen af bjerget. Nytår i Østrig blev fejret med masser af fyrværkeri og champagne, ligesom vi kender det, så selvom jeg elsker jobbet som skilærer, var vi glade for, at skiskolen var lukket den 1. januar.

En uge på skiskolen starter altid med gruppeinddeling søndag. Det skifter om man underviser voksne eller børn og på hvilket niveau, men jeg har næsten altid haft børnehold, da jeg synes, det er sjovest, og de udstråler en masse glæde. Ens hold er for det meste fra mange forskellige nationaliteter, hvilket kan gøre det lidt udfordrende som instruktør, men det er til gengæld det fedeste, når man pludselig snakker fire forskellige sprog uden at tænke over det. For at skabe et godt fællesskab på holdet laver man altid et kampråb eller finder på en sang, og det er altid en konkurrence mellem holdene, hvem der har fundet på det bedste kampråb. Den sidste dag i skiskolen bliver der altid opsat en slalombane, og alle kører om kap. Herefter er der præmieoverrækkelse med medaljer til alle, og den hurtigste af alle vinder endda en pokal!

Livet som skiinstruktør er dog også meget andet end selve jobbet. Det at få muligheden for at bo og leve i en skiby som Bad Gastein er en fantastisk oplevelse. Hver vinter bliver byen indtaget af især unge skandinavere, som tager dertil for at få en uforglemmelig vinter på ski. Man lærer hurtigt alle de andre i byen at kende, og det er fedt at have kontakter rundt omkring på byens restauranter, barer og skibutikker. Man løber heller aldrig tør for aktiviteter i en by som Bad Gastein. Selvfølgelig er skiløbet i fokus, og man er på bjerget hver dag - også på sine fridage - men der er meget andet at lave i fritiden. Jeg boede fx med en fra Finland, som ofte tog os andre med over på byens skøjtebane for at spille ishockey. Derudover var kælkebanen altid god underholdning, og efter en kold dag på bjerget var det perfekt med afslapning i Felsentherme.

Hvis du skal af sted på skiferien med familien, kan jeg kun anbefale jer, at benytte skiskolen. Børnene bliver bedre på ski, og samtidigt får de en masse sjove oplevelser sammen med andre børn, hvilket er mindst ligeså vigtigt. Mens børnene er i skiskole kunne forældrene ligeledes overveje at få pudset deres teknik lidt af, med et par timers privatundervisning. Det ville give hele familien en bedre skiferie.

image

Skrevet af

Cecilie